Jeg kom over øresundsbroen.. til fods

Udgivet den:15 juni 2010
By Brian Haahr-Nielsen
Så kom dagen endelig, hvor jeg satte mig i bilen og kørte den lange vej til Københavns Lufthavns P15 i regnvejr og blæst. Alt dette for frivilligt at stille op til en 21,1 km lang tur til fods over Øresundsbroen sammen med næsten 30.000 andre. Vi var 10 løbere fra firmaet (DIS/PLAY), som havde sagt ja til at deltage. Vi mødtes i god tid, hvor fik de nye seje løbetrøjer på. Mens vi fik tanket op på kulhydrater via bananer og energidrikke, fik vi snakket om taktikker og den rette påklædning til turen. For vejret var lettere ustadigt. Hele formiddagen havde der drevet byer ind og ud, mens der i perioder havde været lidt sol. Dette skiftede vejr, skyldtes også at der blæste en god vind hen over Øresund. Heldigvis primært i ryggen. Men i tiden op til start, blev det faktisk det pæneste solskin, med enkelte hvide skyer. Og det holdt tørt på hele turen over broen. Tasker og baggage skulle afleveres i lastbiler senest kl. 14:30, hvor de strøg afsted over broen inden den lukkede. Sådan at vores tasker kunne være klar når vi kom over målstregen. Dette skulle senere vise sig at være en vigtig ting. Kl. 15:00 begyndte opstillingen i feltet, hvor man skulle finde sin fart gruppe. Sådan at man var sikret at løbe ved siden af andre, der løber samme hastighed. Og dermed undgå for meget tumult og skubberi når løbet bliver skudt i gang. Derefter gik det i stille gang frem mod starten. For samlingsstedet var Amager Strandpark, og start linien var ved tunnelåbningen mod Peberholm. Vi stod ca. midt i feltet, i nærheden af ballonerne der sagde 1:45. Det var vist lige 30 min. hurtigere end hvad jeg havde i tankerne som en habil sluttid. Men nuvel, de andre måtte bare overhale mig hvis det var. Da startskudet gik, lød der en hujen og klappen og feltet begyndte så småt at rykke sig en smule. Men først efter en 12-13 minutter nåede vi til startlinien, hvor løbet blev igang sat. Skønt med en start der gik ned af bakke. Men hold da helt op hvor blevet det hurtigt varmt. De første ca. 4 km gik i tunellen under Øresund, og med så mange mennesker asende og massende afsted i tunellen, så steg temporaturen hurtigt. Man kom til at svede vildt. Så det var en hel lettelse at komme ud i den friske luft på Peberholm, og dermed også det første væskedepot. Men tunnellen var en special oplevelse, hvor man virkelige mærkede den positive stemning der herskede. For hver kilometer mærke der blev passeret af de foreste, igangsattes der en jubel ned igennem feltet. Det gav et ekstra kick til kamp gejsten. Og så kom den pragtfulde rolige stigning mod toppen af broen. Og hvilken udsigt. Man kunne ikke undgå at løbe og kigge ud til siderne, og bare nyde hvert et øjeblik. Vinden og udsigten gjorde at man ikke mærkede det gik op af. Nu nok heller ikke den mest voldsomme stigning, men jeg holdte en god fart. Faktisk blev jeg lidt nervøs for om jeg havde lagt for hårdt ud, da jeg plejer at have en krise omkring de. 8-9 km, hvor jeg må sætte hastigheden lidt ned. Men det gik bare så fint, og fornemmelsen var super, så jeg fortsatte mit rytme uændret. Det var en fed fornemmelse at løbe over toppen på broen. Det gav et adrenalin kick. Tænkt at jeg var nået så langt. På vejen ned af broen passerede jeg 15 km. mærket, velvidende at jeg nu var på vej til at sætte personlig distance rekord. Men jeg kunne stadig mærke overskud på energi kontoen. Og nu gik det jo ned af bakke med god medvind. Så helt slemt kunne det ikke være. Korrekt som mange har skrevet, så startede det hårde løb først da man kom i land i Sverige. Der var skøn opbakning fra de mange svenskere der var mødt op. Lions Club orkester stod og spillede et sted, og et samba orkester gav opvisning og opmuntring til de sidste kilometre. Da jeg så 19 km mærket begynde mit overskud af slippe op, koncentration gik på at holde mig løbende til målstregen var nået. Men det gjorde ondt. Opdagede faktisk ikke at jeg passerede 20 km. mærket, som ellers burde være ganske tydeligt, da der var mellemtids måtter udlagt der. Kort før mål, måtte jeg så kaste håndklædet i ringen, og komme ned i gang for første gang på turen. Men i det samme, klappede en anden dansker mig på skulderen og skubbede mig i gang med en hurtig peptalk, og så var jeg på vej igen. SUPER. Takker Det var fedt, og straks viste mållinien sig i horisonten. Nu skulle den bare holdes hjem. Super fed fornemmelse at nå over mållinjen. Jeg havde nu begået mit første halv marathon. En ting som i efteråret virkede uvirkelig at jeg nogensinde skulle nå den distance. Men nøj hvor er det fedt at se at sådan et projekt kan lykkes. Godt man havde den super oplevelse at leve højt på. For nu startede kaos. Lige efter at mållinjen var passeret, røg man lige ind i en mur af mennesker. Og nøj hvor havde man bare brug for noget væske. Men ak.. der var langt ned til væskedepotet. Og de første mange boder var tomme. Og folk skubbede og maste. Først 10 minutter efter man var i mål, kunne man få vand.. og ikke energi drik… den var væk. Dertil gik det videre i sløvt tempo til en energibar, som krævede et offer i form af plump i min kindtand, frem til en banan uddeling. Et par kanelgifler blev det også til, inden man fik medalje og en taske. Og så skulle chippen fra skoen også lige afleveres. Og man kunne jo dårligt nå sine føder uden at musklerne begyndte at krampe. Men efter lidt kamp kom den af. Så var det afsted til at finde sin taske i lastbilerne. For ny var solen forsvundet bag mørkeskyer og det blæste voldsomt. Det blev hurtigt rigtig koldt. Og man havde frosset på vej igennem kaos. Så det var et super skønt gensyn med tasken for at få træningsdragt og den vindtætte jakke på. Afsted for at finde kollegaerne på det aftale mødested ved blodbussen. Det gik pænt stærkt. Men hjemturen begyndte langsomt. For køen til busserne voksede og voksede. Så vi besluttede os for at gå mod stationen, og se om vi kan fange taxa på vejen. Og det lykkedes. Så vi kom hurtigt til stationen, hvor vi en hurtig Bruger King menu i øresundstoget på vej til København igen. Endelig var man tilbage i bilen, hvor turen gik mod Jylland igen. Var hjemme godt brugt på slaget midnat. Hvor jeg lige måtte tjekke min tid. Desværre var der ged i tidstagningen, så det var bruttotider der var meldt ud. Men jeg havde ramt mit mål. 2 timer og 14 minutter. Men da netto tiderne kom, var jeg vildt imponeret over min formåen. Officiel sluttid blev:   1 time 59 minutter og 57 sekunder. Yes.. lige under den famøse 2 timers grænse. FEDT! Jeg er helt vildt stolt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.